- Gensidig henvisning af kunder mellem Sparekassen Faaborg og
EDC bliver en stor fordel for begge parter.
- Som et led i aftalen har Sparekassen Faaborg solgt sine
seks Bolig Fyn-butikker til EDC.
- Aftalen understøtter Sparekassen Faaborgs planer om
etablering af filialer i Middelfart, Svendborg og Nyborg.
Sparekassen Faaborg har indgået en samarbejdsaftale med
ejendomsmæglerkæden EDC på Fyn. EDC har siden nytår arbejdet på
en række aftaler med regionale banker om gensidig henvisning af
kunder og formidling af lån - og på Fyn faldt valget på
Sparekassen Faaborg. Dermed har Fyn og fynboerne fået en stærk og
kompetent alliance på markedet for boligfinansiering og -handel.
- Vi er rigtig glade for den aftale, vi har
indgået med EDC, og vi har store forventninger til samarbejdet.
EDC er en markant spiller på det fynske ejendomsmarked, og vi er
overbeviste om, at henvisningsaftalen vil være stærkt medvirkende
til, at mange flere fynboer fremover vælger Sparekassen Faaborg,
når de skal finansiere deres boligkøb. Omvendt vil vi også kunne
henvise vores kunder til en stor og yderst kompetent mæglerkæde,
når de vil sælge deres ejendom, forklarer administrerende
direktør i Sparekassen Faaborg, Claus Sejling.
Formand for EDC-kæden Poul Erik Bech siger om
aftalen:
- Vi ser det som en stor styrke at indgå
aftaler med spillere, der står meget stærkt i deres respektive
lokalområder. Aftalen med Sparekassen Faaborg er et godt eksempel
på en bank med en tydelig profil i sit lokalområde.
EDC køber Bolig Fyn
- Jeg ser det som et skulderklap og en tillid
til vores måde at drive bank, at EDC vælger alene at samarbejde
med os på Fyn. Samtidig er jeg også sikker på, at EDC vil få stor
gavn af vores solide position, fortæller Claus Sejling.
Som et led i aftalen har Sparekassen Faaborg
samtidig solgt sine seks Bolig Fyn-butikker til EDC. Dermed er
sparekassen kommet endnu et skridt videre i arbejdet med at
koncentrere sine aktiviteter omkring bankforretning med fynske
privatkunde samt mindre og mellemstore fynske virksomheder.
- Vi ønsker at være det oplagte valg for
fynboerne. Derfor koncentrerer vi kræfterne omkring vores
kerneydelse - nemlig bankforretning. Boligen er jo det
naturlige omdrejningspunkt for langt de fleste bankkunder, derfor
er det også blandt andet her, at vi nu med EDC-aftalen styrker
vores forretningsgrundlag, forklarer Claus Sejling.
Tættere på etablering i de store fynske byer
EDC dækker med sine 22 ejendomsmæglerbutikker
Fyn. Det passer rigtig godt ind i Sparekassen Faaborgs erklærede
strategi om inden for de næste tre år at dække hele Fyn som en
regionalbank og etablere sig i Middelfart, Svendborg og Nyborg.
- Vi tager nu med EDC-samarbejdet det første
skridt ind i de nye områder. Med henvisningerne fra EDC-mæglerne,
der allerede er godt etableret i områderne har vi forbedret vores
muligheder for hurtigt at få fodfæste. Man kunne jo sagtens tænke
tanken, at vi etablerer os i samme bygninger som EDC. Under alle
omstændigheder har vi nu gjort opstarten af de nye filialer
betydeligt nemmere, fordi vi kan komme ud i EDC?s store netværk
af kunder og give dem et konkurrencedygtigt tilbud og de mange
andre fordele, der ligger i et økonomisk samarbejde med en lokal
fynsk bank, fortæller Claus Sejling.
Samtidig er EDC repræsenteret med butikker i
en række andre byer, hvor Sparekassen Faaborg ikke i dag har en
afdeling. Det åbner mulighed for, at sparekassen via EDC-butikken
også kan tiltrække kunder i disse byer. Direktør Claus Sejling
tilføjer:
- Samtidig vil vores nuværende 17 filialer
også få stor gavn af samarbejdet med en ejendomsmæglerkæde, der
sidder på 22 procent af markedet. EDC-mæglerne er vant til at
henvise deres kunder til en samarbejdspartner i forhold til
boligfinansieringen. Samtidig er vi klar med attraktive vilkår og
kompetent økonomisk rådgivning til de henviste kunder. Så alt
andet lige, vil vi kunne se effekten af samarbejdet fra dag et i
form af flere kunder i sparekassen, fortæller Claus Sejling.
Kort om EDC:
EDC består af mere end 230 selvstændige
ejendomsmæglerbutikker fordelt over hele landet. Kæden har
butikker med speciale i både bolig og erhverv. EDC-kæden har en
markedsandel på ca. 22 % i Danmark og ca. 14.000 boliger til
salg. Der beskæftiges ca. 1.250 medarbejdere i EDC-kæden,
hvoraf ca. 600 er statsautoriserede ejendomsmæglere, hvilket er
det højeste antal i de danske mæglerkæder.