Sparekassen Faaborg Til forsidenKontakt osSitemap
Sparekassen Faaborg åbner i Kerteminde
Sparekassen Faaborg åbner ny filial i Kerteminde i første kvartal 2011. Filialen bliver nr. 24 i rækken af filialer rundt om på Fyn.
- Kerteminde er et attraktivt område på Fyn. Byen har et rigt handels- og erhvervsliv, samtidig med at området fortsat tiltrækker tilflyttere. Vi har naturligvis forhørt os i området, og vi er blevet bekræftet i, at Kerteminde er det rigtige for os, forklarer direktør Claus Sejling.
Den nye filial placeres centralt i Kerteminde, nærmere betegnet Langegade 6, hvor Sparekassen kommer til at råde over 300 m2.
 
kerteminde
 
Tæt på kunderne
Bygningen, der tidligere har været anvendt til bankvirksomhed, skal nu gennemgå en renovering.
- Det kommer til at tage nogle måneder, så vi forventer at holde første åbningsdag i første kvartal af 2011. Jeg regner med, at vi starter op med 5-6 medarbejdere, fortæller Claus Sejling.
Der ligger i dag tre andre pengeinstitutter i Kerteminde.
- Det har naturligvis også haft betydning for vores beslutning. Vi er overbeviste om, at der er plads til et lokalt fynsk pengeinstitut i Kerteminde. Vi har en anden tilgang til kunderne end de store landsdækkende banker. Alt andet lige vil vi være tættere på kunderne, og det tror jeg vil tiltale mange i Kerteminde, forklarer direktøren.
 
Vi vil Fyn
Sparekassen Faaborg har hidtil dækket det syd-, vest- og midtfynske samt Odense området. Men med etableringen i Kerteminde bevæger Sparekassen sig nu også østpå.
- Vi har en mission "Vi vil Fyn". Missionen handler om at være tilgængelig for fynske kunder over hele Fyn. Det stiller krav til vores filialdækning, og filialen i Kerteminde er endnu et skridt på vejen, fortæller Claus Sejling og tilføjer:
- Vi har brugt det sidste års tid på at gøre os klar til at efterleve vores mission "Vi vil Fyn". Så der er gjort plads i forretningen til mange nye privatkunder og mindre og mellemstore erhvervskunder.
Det er mindre end to måneder siden Sparekassen Faaborg åbnede filial i Årslev, og med Kerteminde-åbningen oveni, har Fyns største lokale bank sat turbo på.
- Vi er Fyns største selvstændige bank, og den position vil vi udbygge. Fyn er vores hjemmebane, og vi vil være med til at udvikle Fyn. Med en offensiv strategi går vi målrettet efter at være det oplagte valg for fynboerne, slutter Claus Sejling.
 
Kontakt os
Har du spørgsmål i forbindelse med Sparekassen Faaborgs åbning i Kerteminde, eller er du interesseret i at høre mere, kan du kontakte os på tlf. 6361 1800 eller via mail marked@sparekassenfaaborg.dk.
 
 
 
 

Kontakt afdeling