I november måned blev Sparekassen Faaborgs filial i Vester
Aaby udsat for en gassprængning. Efterfølgende har fagfolk
vurderet, at bygningen er totalskadet og skal rives ned.
Nu har vi fundet en ny placering til
filialen i Vester Skerninge.
En vanskelig - men rigtig - beslutning
Situationen er naturligvis opstået uventet, og
vi har derfor hurtigst muligt skulle finde en ny løsning i
lokalområdet og samtidig udvise rettidig omhu. I den forbindelse
har vi kigget meget på, hvordan vi for alle kunder kan
fremtidssikre en filial i lokalområdet og samtidig give kunderne
den bedst mulige service.
Fremtidssikring af filialen
Filialen i Vester Aaby har dækket et stort
område mellem Faaborg og Svendborg. Faktisk bor halvdelen af
kunderne i dag i området ud mod Svendborg. Samtidig er det ingen
hemmelighed, at der med de stigende omkostninger i
finanssektoren, allerede i nær fremtid skal større markedsområder
til, hvis filialer i landområderne fortsat skal være en rentabel
forretning for både kunder og bank. Derfor er det vigtigt, at en
filial i området mellem Faaborg og Svendborg har mulighed for at
udbygge kundeunderlaget.
Vi har i det tidligere posthus på Faaborgvej i
Vester Skerninge fundet den optimale løsning på en ny placering
af en filial i lokalområdet. Med den placering får vi mulighed
for fortsat at servicere kunderne i hele området mellem Faaborg
og Svendborg, og vi kan tiltrække flere kunder fra et større
opland mod nord og øst. Det har været en rigtig vanskelig
beslutning, da vi har været rigtig glade for vores filial i
Vester Aaby. Men i den uventede situation er det glædeligt, at vi
har fundet en god placering i lokalområdet.
Medarbejderne flytter med
Vi forventer at åbne i de nye lokaler i første
kvartal 2012. Medarbejderne i afdelingen bliver de samme,
og kunderne beholder naturligvis deres hidtidige
rådgiver. Indtil åbningen i de nye lokaler i Vester
Skerninge vil medarbejderne fortsat kunne betjene kunderne
fra vores filial på Torvet i Faaborg.